Kent Kordt om aviser og indhold

Foto: Venligst lånt af Politiken – Thomas Borberg

Du kan læse dette indlæg om presset på aviserne og en af de klare årsager hertil på godt 3 minutter.

Derfor er aviserne under pres

I en tid, hvor fokus for en stund er på en ny politisk sammensætning i regeringen, er mediernes fokus i høj grad på den nye kulturminister, og ikke mindst indholdet af det hun siger.

Danske Medier har gennem længere tid haft skytset rettet mod Danmarks Radio, fordi public service giganten ifølge dem presser deres medlemmers forretning.

Jeg skal ikke her gå dybt ind for eller imod DR’s størrelse og udbredelse men udelukkende fokusere på avisen som produkt.

De seneste ti år har jeg arbejdet i store danske mediehuse, og jeg ved, hvilken indsats der er lagt i at finde et fremtidssikkert ben at stå på, og de hovedbrud avislederne dagligt gør sig.

Mange har haft fokus på platforme – skal avisen trykkes på papir, skal man levere en pdf, en app, en onlineudgave – hvordan ser fremtidens avis ud?!

Jeg er måske en anelse naiv, når jeg påstår, at platformen intet har med avisen at gøre, men det er fordi, jeg antager, at man distribuerer sit produkt på den måde som er mest bekvemt for kunden.

I min optik handler det udelukkende om indhold. Min far fylder 70 år og har hele sit liv haft abonnement på Randers Amtsavis og de fleste år også på Jyllands-posten. I takt med at avisernes indhold er blevet mindre relevant og produktet dyrere, så er min fars aviser blevet til dele-aviser. Først indgår man en aftale med naboen, og før man ved af det, er man tre, der deles om avisen.

Det er klart, at det kan aviserne ikke leve af i længden. Jeg spurgte min far, hvorfor det var blevet sådan i hans tilfælde, hvortil han bl.a. svarede: ”Jeg holder meget af lokal sport, og efterhånden er alle de lokale sportshistorier og ikke mindst resultaterne væk fra avisen”.

Med andre ord – det indhold, som var incitamentet for at købe en lokal avis, er blevet mindre.

Med min gang i mediehusene er jeg udmærket klar over, at det handler om stordriftsfordele og genbrug af artikler, og det er der heller ikke noget galt i, hvis det er dét, som kunden efterspørger.

I weekenden modtog jeg Randers Amtsavis som lørdag var en husstandsomdelt gratis udgave. Avisen præsenterede sig flot og fyldig, og selvom jeg først så den mandag, fordi jeg som så mange andre knapt gider tømme postkassen længere, så satte jeg mig til at bladre i den.

Jeg var forbavsende hurtig igennem avisen og endte med at starte forfra, men også denne gang var det slut, næsten før jeg fik begyndt.

Årsagen til at avisen var fyldig:

Avis 56 sider

Danmark (indstik) 20 sider (Kør Godt / Udefra / Kultur / Business m.m.)

Julemagasin 32 sider

Jeg gav mig til at opdele det redaktionelle indhold i hovedavisen og endte med flg.:

  • 5 emner, som tilsammen gav 12 artikler, og som i min optik kunne kategoriseres som lokale og relevante, og det endda selvom det ene emne var avisens egen ”julehjælp-event”. De 12 artikler er kun blevet til 12, fordi det grafisk ser pænest ud i avisen, og fordi kortere artikler øger læsningen. En tredjedel handlede f.eks. om 10-året for kommunesammenlægningen.
  • To af emnerne udgjorde forsiden, og to af emnerne kan også kategoriseres som brandinghistorier på lederplads.
  • Minimum 8 emner var 100% pressemeddelelsesstof
  • 2 artikler handlede om Randers i gamle dage (1929 og 1949)

JobMidtØst var generelle historier, som intet havde med Randers at gøre, og dertil kommer op til 4 siders ultralokale historier fra landsbyer rundt om Randers – og så den sport som min far er så glad for.

Sporten var en historie om Langå Idrætsklub, om Cimbria (den lokale basketklub), Jan Pytlick (håndbold i Odense) og en Randers FC historie med Michael Gravgaard.

Jeg sidder tilbage og undrer mig over, at aviserne undrer sig over, at det går ned ad bakke.

5 lokale artikler og 2 om sport, hvis jeg skal være hård, er, hvad der tilbydes i en lokal avis.

Dette er blot ét eksempel men næppe enestående, i og med mediehusene konsoliderer sig, og for mig at se går det den forkerte vej for aviserne – uanset om man forsøger at spænde ben for imaginære konkurrenter – for indholdet er tyndt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)